Verdenen vi lever i

En blog om alt mellem himmel og jord.

Hvordan en 4-ugers praktikplads endte med en prisnominering & en ny drøm

Praktikpladser hænger ikke på træerne. Især ikke, hvis man ikke længere er studerende. Derudover varer 99% (mit eget estimat) af praktikker i Danmark mindst 3 måneder, og i de fleste tilfælde 6 måneder. Såeh… hvordan finder man lige en 4-ugers virksomhedspraktik henover sommeren med en måneds varsel?

Når man er på kontanthjælp, må der max. gå 13 uger, fra man melder sig ledig, til man skal i virksomhedspraktik. Når man så skal ud og søge, er der ikke megen hjælp at få hos jobcentret. Opgaven bliver ekstra svær, når virksomhedspraktikken ikke må vare mere end højst 4 uger. 4 uger! Hvilken virksomhed ville gå med til at tage en praktikant ind, der nærmest ikke kan nå mere end at sige hej og farvel?

Så jeg måtte tænke ud af boksen. Hvem kender jeg, der godt kunne bruge lidt gratis arbejdskraft henover sommeren? Og da slog det mig – jeg har et kæmpe netværk af flinke mennesker, der har deres egne startups! Og vi har selvfølgelig vores egen alumnegruppe på Facebook. Så meget mere skulle der ikke til, end:

Hej allesammen!

Er er monstro nogen derude, der godt kunne bruge en ulønnet virksomhedspraktikant i 4 uger? 😉

Opgaver kunne fx være:
– oversættelse; hvis du eksempelvis gerne vil nå ud til en international målgruppe, og gerne vil have hele din hjemmeside oversat til engelsk
– copywriting, pressetekster til nyhedsbreve, SoMe etc.
– korrekturlæsning
– interviews til kundecases
– andet ? Let me know 😃

Kh Maria

Og inden for få minutter var der jackpot.

Anders Guldberg fra podcast-virksomheden KhAg – der nu er blevet til hearHEAR.nu – skrev til mig med det samme. Det blev til et møde på hans lille, hyggelige kontor, som er en del af Lydens Hus’ fælleskontor. Vi blev hurtigt enige om, at jeg var et perfekt match, og så glædede vi os bare til at komme i gang!

Jeg havde aldrig før arbejdet med podcasts, men havde altid haft lyst til at prøve det. I mange år har jeg blogget on/off, men kom aldrig i gang med det podcast-projekt. Dét kan jeg ikke sige i dag! Og jeg siger jer, det er SÅ fedt.

Jeg skrev og indtalte 3 podcasts på én uge. Og én af de tre endte med at blive nomineret til P1 Shortdox 2020!

Mit arbejde bestod dog ikke kun af podcasts; jeg læste korrektur, transskriberede, skrev copy til hjemmesider og andre sjove ting. Vi hyggede til frokost, vi indførte morgenbrød om onsdagen, vi lyttede til plader, vi brainstormede og kastede idéer frem og tilbage – nogle gode, nogle mindre gode. Vi skrev et pitch til DepressionsForeningen om et potentielt podcast-projekt, og, som jeg også stærkt havde regnet med, valgte mine søde, dygtige, tidligere kolleger at sige JATAK, lad os give det et forsøg! Vores forhåbning er, at vi får den økonomiske støtte, vi har brug for, så vi kan føre dette fantastiske projekt ud i verden. Vi krydser alle vores fingre, arme, ben og tæer!

Nu står jeg så her med en ny drøm. En drøm om at fortælle historier, ikke længere blot på skrift. Jeg har fået øjnene op for podcasts som et nyt, fantastisk medie for mig – et medie, der kan noget helt specielt. Man når ind til mennesker på en anden måde; og historier kan få en stemme, der ikke blot bliver læst, men hørt. Jeg har lært, at podcasts kan bruges på utrolig mange måder, til mange forskellige formål.

I kan nok høre, at jeg er blevet bidt. Og så tænker I måske: Jamen, har Anders så ikke ansat dig på stedet? Men, men, men… det er netop problemet, når man falder for en startup-virksomhed. Det er nemlig sjældent, at de har penge til at ansætte en fast medarbejder. Så…! Nu håber jeg, at denne nye drøm går i opfyldelse til næste år.

… Og ellers kan det jo være, at jeg køber lidt udstyr og starter min egen podcast hjemme fra stuen… hvem ved? Det kunne da være meget sjovt!

Når man har fundet drømmejobbet, men der er for mange om buddet

Please, please, please… bare giv mig en chance!

Man får lyst til at kaste sig ned på bedende knæ og tigge. Vælg mig! Vælg mig! Jeg vil så gerne, hvordan kan jeg bevise det for jer??? Og man bliver angst, allerede inden, man sender ansøgningen – for der er bare så mange om buddet. Hvordan skal man nogensinde kunne skille sig ud, når 300 andre søger samme stilling? Eller selv hvis der kun er 50, der søger, men de alle sammen er lige kvalificerede, og der kun er én stilling?

De fleste, jeg taler med, bliver overraskede, når jeg fortæller, at der er utrolig meget konkurrence, når det angår stillinger som recovery-mentor i psykiatrien. Men for det første, så er der simpelthen bare meget få stillinger, og for det andet er det svært at sige, om man passer ind i netop dét recovery-team, man søger hos. Opslagene ligner hinanden til forveksling, ja, mange gange er teksten næsten præcis den samme, som om de bare har brugt copy/paste og skiftet navne og kontaktoplysninger ud. (Det er overhovedet ikke en bebrejdelse fra min side, jeg kan tværtimod stærkt relatere; det er svært at opfinde den dybe tallerken om og om igen, både når man skriver annoncer og ansøgninger.)

Vi får altid at vide, at vi skal netværke os frem i arbejdslivet. At vi skal sende uopfordrede ansøgninger og bede om kaffemøder. Men når man står i en situation som min, er det ikke altid lige nemt. Et job som recovery-mentor kræver jo, at der bliver oprettet en reel stilling i afdelinger, der først er ved at springe op forskellige steder i psykiatrien. Jobbet er forholdsvist nyt, og er hurtigt blevet populært. Udbud og efterspørgsel er endnu ikke i trit med hinanden.

Selvfølgelig bliver jeg ved med at søge. For det er dét, jeg vil. At jeg så skal søge en masse andre stillinger, så jeg lever op til reglerne for at modtage kontanthjælp, det må jeg så tage med. Jeg kan sagtens varetage og med 100% sikkerhed nyde et job som tekstforfatter – i den rigtige virksomhed, selvfølgelig. Det er jeg også stærk i og passioneret omkring. Men… mit hjerte banker for at blive recovery-mentor. Jeg er overbevist om, at det ville give mig en mening med livet og tilværelsen, som jeg ikke finder andre steder.

Hvis jeg skal være helt, helt ærlig, så ville følgende være det mest optimale for mig: et 20-30 timers job som recovery-mentor, og et deltidsjob ved siden af som tekstforfatter/podcaster. Er det for meget at forlange? Næh. Det kommer måske til at tage tid, og jeg kommer måske til at have mange andre spændende jobs i mellemtiden. Men jeg holder fast i min drøm, jeg giver ikke op, og det tror jeg vil bære frugt i sidste ende! 🙂